Dear Infinity Ward pt. II

I still fucking hate Infinity Ward. Not as much as EA games, but my hate is strong.

Since I wrote the first part of this rant, I learned that you can cancel loading of a MP game – by unplugging the Ethernet cable and plugging it back in. Crude, but it works.

I found another untested scenario in COD4 MP. If I exit a MP Sabotage game and then try to join say the same type of game, the server I just exited is selected so fast that I cannot cancel it. This returns me to the same game I just exited.

And there is another brilliant ‘feature’. The first player to join a game can close it down (for the other 11 players) if he exits the game. This leads to games where a team almost wins and then someone as bored as me presses exit and closes the game for everybody. I started doing this every time I spot a game where I am the first, while maniacally laughing just before I do it.

Sparsomme Nordjyder

Jeg tror at jeg har brug for at afreagere lidt.

For nogle uger siden var jeg til en samtale hos en større (troede jeg) elektronikvirksomhed. Deres opslag lød OK – jeg tænkte at det kunne være relevant for mig at arbejde i en virksomhed som er større end den jeg er ansat i. Noget med flere muligheder, måske andre afdelinger. Det viste sig at selve virksomheden var godt nok stor, men den afdeling der ligger i Aalborg er af en ubetydelig størrelse.

Jeg har med vilje ikke skrevet noget om hvad jeg laver i fritiden i min CV/ansøgning. Disse folk (3 x chefer) som var til stede under min samtale virkede mere interesserede i at vide hvorvidt jeg deltog i nogen form for holdsport end i at få nogen form for ide om mine kvalifikationer. Jeg blev gal. Jeg følte at de ting de sagde var fuldstændig ligegyldige – hvad rager det mig at der i firmaet laves en masse fælles aktiviteter. Jeg gider ikke at deltage i dem alligevel. De folk jeg finder interessant begynder jeg at snakke til uden at skulle have nogen form for anledning. Mit fokus er at komme på arbejde om morgenen og gå hjem engang om eftermiddagen efter at jeg føler at jeg har gjort det jeg skulle den dag. Jeg tager aldrig arbejde med hjem. Når jeg er kommet hjem, så eksisterer arbejdet ikke indtil jeg skal til det igen næste dag. Det hele er ikke helt så sort og hvidt, da jeg ofte får gode ideer på de mærkeligste tidspunkter, men overordnet forholder det sig sådan.

Det ene førte til det andet. Jeg blev negativ. Jeg tror at min attitude skiftede til en der sagde ‘fuck you’ med hele min krop.

Jeg begyndte at snakke om løn og kom med et tal jeg vidste at de ikke ville kunne give fordi det her er Nordjylland og disse mennesker er sparsomme nordjyder.

Det var den første samtale jeg var til i et par år. Jeg har ikke søgt arbejde før nu.

Jeg er blevet klar over, at jeg næste gang vil forsøge at guide samtalen på de ting jeg vil ind på og tydeligt vise hvor mine grænser går henne. Og så er det sidste gang at jeg nogen sinde siger ‘ja’ til at komme til en samtle næste morgen, uden at have tid til at forberede mig.